Hvor meget calcium skal dit barn have?

Hvor meget calcium skal dit barn have?

Af Katrine Langvad
Konsulent i Afdeling for Ernæring, Landbrug & Fødevarer, (BSc Global Nutrition & Health)

Får dit barn dækket sit behov for calcium? Ved du hvor meget calcium et barn skal have hver dag – og hvordan kan du som forælder sikre, at dit barns calciumbehov bliver dækket gennem mad og drikke? Er du i tvivl om dette, så bliv klogere her på børns behov for calcium.

Hvor meget calcium skal mit barn have?

Fødevarestyrelsen anbefaler, at børn fra 6-9 år får 700 mg calcium dagligt, og at børn og teenagere i alderen 10-17 år får 900 mg calcium dagligt. At børn og teenagere på 10-17 år skal have mere calcium skyldes, at voksealderen for alvor sætter ind i de år.

Hvordan får mit barn calcium nok hver dag?

Hvad skal jeg give mit barn at spise og drikke, så det får nok calcium? Det kan være svært at finde ud af hvad og hvor meget af forskellige mad- og drikkevarer, børn skal have for at få nok calcium. Så her får du et par eksempler.


Børn mellem 6 og 9 år

700 mg calcium, som er den mængde, børn mellem 6 og 9 år helst skal have hver dag, kan fx fordele sig således:

· 150 ml yoghurt (200 mg calcium)
· 50 g havregryn (90 mg calcium)
· 10 mandler (25,6 mg calcium)
· 1 skive rugbrød (5,1 mg calcium)
· 200 ml minimælk (250 mg calcium)
· 1 skive ost (137 mg calcium)
· 30 g kogt broccoli (16 mg calcium)
· 30 g grønne bønner (15,78 mg calcium) 

I alt 739, 48 mg calcium.


Børn og teenagere mellem 10 og 17 år

900 mg calcium, som er den mængde, børn og teenagere mellem 10 og 17 år gerne skal have hver dag, kan fx fordele sig således:

· 200 ml yoghurt (292 mg calcium)
· 50 g havregryn (26,5 mg calcium)
· 10 mandler (25,6 mg calcium)
·  2 skiver rugbrød (10,2 mg calcium)
· 200 ml skummetmælk (248 mg calcium)
· 1 grovbolle (31,74 mg calcium)
· 1 skive ost (137 mg calcium)
· 30 g rå broccoli (13,26 mg calcium)
· 30 g grønne bønner (15,78 mg calcium)
· 1 liter vand (120 mg calcium) 

I alt 920, 08 mg calcium.

Mængderne af fødevarerne er beregnet ud fra DTU Fødevareinstituttets Mål, vægt og portionsstørrelser på fødevarer og calciumindholdet er beregnet ud fra DTU Fødevareinstituttets fødevaredatabase Frida.


Mejeriprodukter, såsom mælk og ost, hjælper dit barn godt på vej til at få den anbefalede daglige mængde calcium. Følger du ovenstående eksempler vil det stemme overens med Fødevarestyrelsens udsagn om at ¼ - ½ liter mælkeprodukt er passende for at sikre, at et barn får dækket sit calciumbehov. 

1/4-1/2 liter (magert) mælkeprodukt dagligt er passende i forhold til danske madvaner, som en del af en varieret kost og en sund livsstil.


Fordel mælkeprodukter henover dagen

Når det drejer sig om børn, kan det være godt at fordele indtaget af mælkeprodukter hen over dagen. Børn kan have svært ved at drikke den fulde mængde på en gang, og det er vigtigt at sørge for, at barnet ikke drikker sig mæt i mælk og springer over et måltid. Fødevarestyrelsen angiver, at børn i alderen 7-15 år kan drikke 250 ml mælk til deres frokost, og resten kan dermed fordeles ud over dagen
(Kilde: altomkost.dk).

 

Hvad er calcium?

Calcium, også kaldet kalk, er det næringsstof, der findes allermest af i kroppen. Som et af kroppens essentielle næringsstoffer er calcium nødvendigt for opbygning og vedligeholdelse af knogler. Det gælder især for børn og teenagere i voksealderen, hvor knoglerne vokser og skal styrkes. Det er her, vi grundlægger vores knoglestyrke for resten af livet. Derfor er det vigtigt at sørge for, at dit barn får tilstrækkeligt med calcium i kosten.